Det er ikke konklusionerne, den er gal med i AAROs nyligt udgivne historiske rapport. Det er noget helt, helt andet, som er rapportens største problem.
Af Benny Christen Grandahl
Det første bind af AAROs to historiske rapporter er udkommet. Og som forventet er ingen af rapportens konklusioner overraskende. De er præcis, som alle regnede med, og siger kort sagt det, som alle vidste, rapporten ville komme frem til.
Det gør den alt for nem at sige ”Det skal de jo sige” til.
Det gør det ikke bedre, at den alenlange gennemgang af vidneudsagn i stil med ”vidnet fortalte os X, men det viste sig at være Y, som ikke havde noget med hverken ufoer eller aliens at gøre. Og for at bevise, at han talte sandt, har chefen for det pågældende hemmelige projekt så underskrevet et ”Memorandum for the Record (MFR)” ender med at virke som en lang afkrydsningsopgave, der har gået ud på systematisk at skyde alle de påstande ned, de mere end 30 vidner er kommet med, som AARO har talt med indtil videre.
Så selv om det højst sandsynligvis er sådan, det faktuelt set har været, gør rapportens opbygning det nemt at skyde både dens troværdighed, konklusioner, forklaringer og opdagelser ned. Og feje det hele af bordet som et bestilt stykke ”disinformation” fra Pentagon og den amerikanske regerings hånd.
”Believerne” er lige så forudsigelige
Men omvendt er rapportens opponenter – de såkaldte ”believere” – lige så forudsigelige. For ”skyde den ned” er selvfølgelig præcis, hvad de gør. Gennem latterliggørelse, bortforklaringer og nedslag på konklusioner og detaljer, som de er uenige i.
Liberation Times’ Christopher Sharp i et humoristisk indlæg på X – det tidligere Twitter.
Så lige så forventeligt er det, at AARO’s historiske rapport ikke kommer til at lægge låg på ”balladen”, sådan som Condon-rapporten gjorde det i 1968. Samtidig skal vi nok heller ikke forvente, at rapporten får nogen af de amerikanske politikere i The UAP Caucas til at indse, at de ikke har en reel sag at komme efter. For dem bliver tandpastaen ved med at være klemt ud af tuben – og er ikke til at stoppe tilbage igen.
Så som altid vil ”believerne” blive endnu mere højrøstede, komme med endnu vildere påstande og endnu grovere udfald mod de personer, som de allerede har gjort til skurkene. Som f.eks. Dr. Sean Kirkpatrick og de såkaldte ”gatekeepere”, som forsøger at lægge låg på tingene.
Særligt de sidste har Ross Coulthart allerede meldt ud, at han nu vil afsløre navnene på, så de kan blive hevet frem i lyset og stillet til ansvar. Samtidig skal vi nok også forvente, at den længe ventede kronik (”op-ed”) fra David Grusch vil tage et opgør med rapporten. Endelig vil en lige så længe ventet bog fra Luis Elizondo næppe lægge fingrene imellem, og fremkomme med endnu flere beviser ”fra hans tid i AATIP”, som vil få AARO-rapporten til at fremstå som et bestilt røgslør.
Vi kører videre som vi plejer
Så selv om skeptikerne har fået endnu et håndfast bevis for, at tingene hænger sammen, som de har sagt i efterhånden mange år, kommer det næppe til at rykke noget som helst.
For som Kirkpatrick sagde i podcasten ”In the room with Peter Bergen” er det svært ”to prove a negative”. Underforstået: Det er svært at fremlægge beviser på, at der ikke er noget, når der vitterligt ikke er noget at vise frem. Det eneste, der så er tilbage at komme med, er en udtalelse fra cheferne fra de hemmeligstemplede amerikanske forsvarsprogrammer, der er blevet misfortolket af en tilfældig forbipasserende, som så noget, de tolkede som ikke-menneskelig teknologi.
Det gør rapporten så – og ”believerne” siger, det bare et cover-up. Og sådan kan det så blive ved…
