Som du måske har hørt i Flyvende Tallerken-episoden om den seneste høring i den amerikanske kongres, taler jeg på et tidspunkt om, hvor besynderligt det er, at de flyvende tallerkener kan samle en så splittet nation som den amerikanske.
Det handler i nogen grad om fortællingen om den dybe stat og at det amerikanske forsvarsministerium skjuler sandheden om ufoerne. Og endnu værre: Svaret på om vi er alene i universet. Noget, som har optaget menneskeheden lige fra den første gang, de spottede stjernerne på himlen.
Hvordan kan de tillade sig at sidde på den viden?
En politisk ufarlig sag
Hvad der gør den amerikanske ufo-fortælling endnu mere potent, er, at den på mange måder er en ufarlig sag rent politisk. For der er ingen af de to fløjes holdninger og sager, der vinder eller taber her, uanset hvilken slutning fortællingen får.
Samtidig tapper fortællingen perfekt ind i den magtesløshed og mistillid til ”systemet”, som mange almindelige amerikanere føler. Og den fornemmelse de har af, at de er oppe mod en stor, styg og mørk regeringsmagt, der kun tænker på at mæske sig på skatteydernes regning.
Og så er begge sider i kongressen ret utilfredse med den ødselhed, som Pentagon bruger deres budgetter med — uden at kunne redegøre for, hvad pengene rent faktisk bliver brugt til, fordi det er “classified”. Men det kan de jo ikke så godt råbe op om, uden at nogen på den modsatte fløj føler sig trådt over tærerne.
Det er bl.a. også derfor, vi ser, at politikerne fra begge sider sidde skulder ved skulder og støtte hinanden op med spørgsmål, der trækker på samme hammel, når der afholdes høringer om ufoer i den amerikanske kongres. Fordi de endelig har en fælles sag, som de på den måde kan angribe sammen.
Og så er ufo-fortællingen bare storytelling på den helt store klinge. Fordi den slår maksimalt ud på alle de parametre, som skaber en fængende fortælling:
David mod Goliat
En fængende fortælling kræver en stærk og nærmest uovervindelig skurk – og en svag og næsten helt hjælpeløs hovedperson. Til at begynde med i hvert fald. For en god fortælling handler samtidig om, hvordan den hjælpeløse helt besejrer den uovervindelig skurk.
De to krav lever den amerikanske ufo-fortælling i den grad op til.
For hvad er vel mere almægtigt ”over there” end den dybe stat og det amerikanske forsvarsministerium?
Og hvem er vel mere magtesløs end ”the average Joe”, som bare gerne vil have svar på, hvad ufoer er. Særligt når selv de amerikanske politikere ifølge fortællingen bliver ”stonewalled”, hver gang de selv søger indsigt i de mørklagte og dybt hemmelige ufo-programmer, der efter sigende skulle gemme på sandheden.
Samtidig mødes politikerne af et ”Det kan jeg ikke tale om i denne forsamling”, når de på høringerne igen og igen spørger de indkaldte tidligere militær- og efterretningsfolk, der er indkaldt som vidner, og ifølge fortællingen skulle være ”in the know”. Men har underskrevet en NDA, som lukker munden på dem.
En god fortælling skal være relaterbar for målgruppen
Det gør den amerikanske ufo-fortælling ekstrem nem at relatere sig til for den almindelige amerikaner. For de har – som allerede nævnt – en stor mistillid til dem, som sidder ved magten. Og det system, som udøver den. Og kender alt for godt frustrationen ved at blive holdt nede og holdt ude fra både sandhed og indflydelse i deres hverdag.
Derfor er det en sag, der er nem at støtte op om. Og gør det oplagt at heppe på de helte – journalister, tidligere militær- og efterretningsfolk og andre ”ufo-personligheder” – som stiller sig op og prøver at kæmpe mod overmagten.
En fortælling uden en lykkelig slutning
Det som for alvor er med til at få snebolden til at rulle, er, at der ikke er udsigt til en ”lykkelig slutning”, så længe fortællingens helte ikke kan få bugt med den store, væmmelige og altid benægtende skurk. Det kan kun blive værre!
Ja, faktisk forstår jeg slet ikke, at den amerikanske stat og forsvarsministeriet derovre, ikke for længst har lukket op for posen og fortalt sandheden. Da særligt hvis den er, at de hverken har ufo-vrag eller døde aliens på køl.
For jo længere tid de fortsætter med at køre Klovn-løsningen med ”Benægt, benægt, benægt” (og ”lyv, lyv, lyv” vil den almindelige amerikaner tilføje), jo længere har den amerikanske ufo-fortællings helte til at piske en stemning og et folkekrav op.
Det er en stemning, som for længst har gjort det umuligt for regering og Pentagon at stille sig op og sige, at der ikke er noget om snakken. For hvordan fremviser du noget, der ikke er der? Og hvordan retfærdiggør du de mange års tavshed og ”vende ryggen til”, hvis det hele vitterligt er en konspirationsfortælling?
Særligt når befolkningen ikke har til sinds at lade sig spise af med en ”nothingburger”.
Se det er styrken ved en stærk fortælling – en fortælling som indtil videre har holdt os i åndeløs spænding i tæt på 80 år.
