Det kan være svært at fo­re­stil­le sig, at vi en­gang hav­de en dom­me­dags­sekt i Dan­mark, som trak tons­vis af over­skrif­ter i pres­sen og fik byg­get en atomsik­ker bun­ker til 70 gravi­de kvin­der. De skul­le hen­tes af rum­g­u­den Ort­hon i en hær af fly­ven­de tal­ler­ke­ner, når jor­den gik un­der. Men fak­tisk har vi nøj­ag­tig den sam­me sik­ker­heds­mæs­si­ge si­tu­a­tion og den sam­me op­mærk­som­hed om­kring ufo­er som den­gang. Vi mang­ler kun en en­kelt ting.

Før­ste se­kund af før­ste mi­nut af før­ste ju­le­dag 1967 skul­le jor­den gå un­der. Det var bud­ska­bet fra rum­g­u­den Ort­hon. Han vil­le kom­me og hen­te de ret­tro­en­de med en flå­de af fly­ven­de tal­ler­ke­ner. Der­for byg­ge­de hans til­hæn­ge­re en atomsik­ker bun­ker til 70 gravi­de kvin­der med til­hø­ren­de jor­de­mødre og læ­ger på en mark uden for Borup på Midtsjælland.

Det kan være svært at fo­re­stil­le sig, at så­dan en vild hi­sto­rie har fun­det sted i et lil­le, stil­le og be­sin­digt land som Dan­mark. Men til­ba­ge i 1950’erne og 1960’erne var græn­sen mel­lem re­li­gion og ”ufo­lo­gi” hår­fin. Em­ner som kos­mo­lo­gi og an­dre fi­lo­so­fi­ske tan­ker om vo­res plads i uni­ver­set fik mas­ser af spal­te­plads. Både i avi­ser, uge­bla­de og i da­ti­dens ene­ste ufo-tids­skrift, Ufo-nyt.

Det blev ud­gi­vet af for­e­nin­gen SUFOI – Skan­di­na­visk UFO In­for­ma­tion. For­e­nin­gen blev op­rin­de­ligt star­tet af en ræk­ke til­hæn­ge­re af ”kon­takt­per­so­nen” Ge­or­ge Adam­ski i 1957.

Adam­ski hav­de ef­ter eget ud­sagn mød­tes med rumvæs­ner fra både Ve­nus, Sa­turn og an­dre af vo­res na­bo­pla­ne­ter i sol­sy­ste­met og væ­ret ude at be­sø­ge dem på de­res hjemplaneter.

Rum­fol­ke­ne så med stor al­vor på den atom­trus­sel, som var om­drej­nings­punk­tet for den kol­de krig mel­lem øst og vest på det tidspunkt.

En af dis­se rum­folk hed Orthon.

George Adamski med et maleri af en af de rumfolk, han mødte. En af dem hed Orthon.

Ge­or­ge Adam­ski med et ma­le­ri af en af de rum­folk, han mød­te fra Ve­nus, Sa­turn og Mars. En af dem hed Orthon.

Det hele startede med en ejendomsmæglers ejendommelige nærkontakt

Men det var ikke Ge­or­ge Adam­ski, som sat­te gang i den dan­ske dom­me­dags­sekt, som blev kendt un­der­nav­net Ort­hon-be­væ­gel­sen, i Danmark.

Nej, det star­te­de et helt an­det sted. Nem­lig en april­dag i 1961 i det syd­li­ge England.

Her var en ejen­doms­mæg­ler ved navn Ri­chard Gra­ve ved at ryd­de op i en ga­ra­ge i et gam­melt hus, som han lige hav­de over­ta­get. Det me­ste blev smidt ud med hård hånd. Men da han var lige ved at smi­de en gam­mel, næ­sten helt sort streg­teg­ning ud, blev han stop­pet af en skik­kel­se, som blo­ke­re­de vej­en for ham.

“Jeg er ham!” sag­de skik­kel­sen og rør­te ved glas­set på bil­le­det, så det spl­intres. Der­ef­ter for­svandt skik­kel­sen i et or­an­ge lys­glimt, som for­brænd­te Gra­ves underarm.

Ef­ter op­le­vel­sen valg­te Ri­chard Gra­ve at be­hol­de bil­le­det, og i da­ge­ne ef­ter re­stau­re­rer bil­le­det sig selv på mystisk vis. Det vi­ste sig at fo­re­stil­le en en­gel, som prok­la­me­rer Jesu fød­sel for hyr­der­ne på mar­ken og hav­de tit­len “Den før­ste julemorgen”.

Et par dage se­ne­re op­da­ger ejen­doms­mæg­le­ren, at eng­len på bil­le­det var be­gyndt at græ­de. Der løb sim­pelt­hen tå­rer ud af øj­ne­ne på eng­len og ned ad bil­le­det uden no­gen på­vi­se­lig grund.

“De smag­te salt og in­de­holdt en lil­le smu­le af urin­sy­re, li­ge­som rig­ti­ge tå­rer,” kun­ne man læse i UFO-Nyt i for­å­ret 1966. Tå­rer­ne blev ana­ly­se­ret på et la­bo­ra­to­rie, som hæv­de­de, at der var tale om ægte tårer.

Den un­der­li­ge skik­kel­se duk­ke­de of­te­re og of­te­re op hos Ri­chard Gra­ve. Den kal­der sig selv for “Sand­hed”, “Meste­ren” el­ler det uni­ver­sel­le bin­de­led – på en­gelsk “Uni­ver­sal Link”. Og net­op Uni­ver­sal Link blev se­ne­re nav­net på den be­væ­gel­se, som snart op­stod om­kring Gra­ve, bil­le­det og Meste­ren – der i øv­rigt var usyn­lig for alle an­dre end ejendomsmægleren.

Men iføl­ge øjen­vid­ne­be­ret­nin­ger var det ikke ual­min­de­ligt, at be­sø­gen­de kun­ne se pu­der­ne tryk­ke sig sam­men, når skik­kel­sen sat­te sig i so­fa­en. Og på et tids­punkt sat­te Gra­ve også ild til et styk­ke af Meste­rens usyn­li­ge tøj, som brænd­te med en syn­lig flamme.

Så det var ikke en helt al­min­de­lig usyn­lig ven, som den en­gel­ske ejen­doms­mæg­ler hav­de fået sig.

Her kan du høre Knud Weiking fra Ort­hon-be­væ­gel­sen for­tæl­le om Ri­chard Gra­ve i en op­ta­gel­se fra Sol­vog­nen i Oden­se fra 1968. Weiking kom­mer jeg til­ba­ge til lige om lidt.

Med det første sekund af den syvende julemorgen fra dags dato, vil jeg have manifesteret mig for mit univers i en kerneudviklingsproces.

med Knud Weiking, Sol­vog­nen, Oden­se 1968

Orthon kommer til Danmark

Nog­le år se­ne­re duk­ker be­ret­nin­gen om Ri­chard Gra­ve op i det dan­ske ma­ga­sin “Psy­kisk Forum”. Det blev ud­gi­vet af for­e­nin­gen “Psy­kisk Ori­en­te­ring” i mid­ten af 60’erne, som sam­le­de folk med hang til det mere parapsykologiske.

Ef­ter ar­tik­len hav­de væ­ret bragt i bla­det, sat­te en kreds af men­ne­sker sig for at be­sø­ge Ri­chard Gra­ve og un­der­sø­ge hans “syn” og det græ­den­de bil­le­de nær­me­re. Samt høre mere om de bud­ska­ber, som ”Meste­ren” hav­de gi­vet ham

En af dem var man­den bag sig­na­tu­ren N. E. Wa­gen­da, som skrev de man­ge ind­læg om kos­mo­lo­gi og fi­lo­so­fi i UFO-nyt, der fik mas­ser af spal­te­plads i bla­det i dis­se år. Det var in­gen rin­ge­re end UFO-nyts re­dak­tør, Bør­ge Jensen.

Grup­pen af in­ter­es­se­re­de dan­ske­re be­søg­te Ri­chard Gra­ve og vend­te til­ba­ge med den over­be­vis­ning, at der var tale om et vir­ke­ligt mira­kel. Her­ef­ter be­gyn­der for­tæl­lin­gen om Ri­chard Gra­ve at fyl­de mere og mere i Bør­ge Jen­sens N.E. Wa­gen­da-klum­mer i UFO-nyt.

Her for­tæl­ler sig­na­tu­ren N. E. Wa­gen­da om Ri­chard Gra­ve og Ort­hon
for før­ste gang i Ufo-nyt nr. 3–1966.

En taxachauffør får en uventet gæst

Og så be­gyn­der hi­sto­ri­en el­lers at tage fart.

En sen af­ten i fe­bru­ar 1967 hen­ven­der en me­get kom­man­de­ren­de stem­me sig til en taxa­chauf­før ved navn Knud Weiking. Han var lige kom­me hjem fra en vagt og sad og røg en ci­ga­ret i stu­en, før han skul­le i seng.

”Sluk den ci­ga­ret”, sag­de stemmen.

Og så fulg­te en lang ”sam­ta­le” mel­lem stem­men og Knud Weiking, hvor ”jeg fik for­talt nog­le ting om mig selv, som det kun var mig selv, der kun­ne vide”. Stem­men præ­sen­te­re­de sig som Orthon.

Her kan du høre Knud Weiking selv berette om sin første kontakt med Orthon.

med Knud Weiking, Sol­vog­nen, Oden­se 1968

Weiking for­tal­te se­ne­re om hæn­del­sen til en kol­le­ga, som hen­vi­ste ham til Borup-kredsen.

Her var de me­get in­ter­es­se­re­de i hans be­reg­ning, og snart be­gynd­te Ort­hon at ma­ni­feste­re sig of­te­re og of­te­re gen­nem Knud Weiking.

Ef­ter­hån­den blev det klart for Borup-kred­sen, at Ort­hon var den sam­me som Meste­ren, der hav­de be­søgt Ri­chard Gra­ve. Der­for blev Weiking kred­sens dan­ske me­die, og in­den læn­ge hav­de de dan­net en så­kaldt Ån­de­lig Sko­le, som for­kynd­te Ort­hons budskaber.

Kred­sen ud­gav en se­rie hæf­ter un­der tit­len “Rø­sten fra him­me­len” og ”Borups Ån­de­li­ge Sko­le”, og plud­se­lig en dag fik grup­pen be­sked på at in­dryk­ke en an­non­ce i aviserne.

I de 3 hæf­ter om Borups Ån­de­li­ge Sko­le gen­nem­gås en ræk­ke af Ort­hons cen­tra­le budskaber.

Orthons vanvittige byggeprojekt

I star­ten mød­tes kred­sen om­kring Ort­hon hver uge i Bør­ge Jen­sens stue i Borup for at høre på Ort­hons be­ske­der og bi­bel­lig­nen­de lignelser.

Men da først an­non­cen hav­de væ­ret i avi­sen, gik det stærkt. Snart blev kred­sen så stor, at de flyt­te­de de ugent­li­ge ar­ran­ge­men­ter til en gam­mel sko­le i lands­by­en Hvede.

Det var på dis­se mø­der, at Ort­hon hen over sen­som­me­ren og star­ten af ef­ter­å­ret 1967 gav grup­pen til op­ga­ve at byg­ge en atomsik­ret bun­ker. For den sy­ven­de ju­lemor­gen som ”Meste­ren” hav­de talt om til Ri­chard Gra­ve og den der­til hø­ren­de kerne­ud­vik­lings­pro­ces var nært forestående.

Og nu af­slø­re­de Ort­hon så igen­nem Weiking, at der var tale om en atom­krig. Kri­gen vil­le star­te i Asi­en og bre­de sig med ra­sen­de fart mod vest i ti­den op til ju­len 1967 – og ud­ryd­de alt liv på sin vej.

Jeg vil ger­ne have de 25 tons bly, vil du være ven­lig at ef­fek­tu­e­re dem?

Jeg sva­rer, jeg har ikke de 100.000, så­dan 25 tons bly ko­ster. Så det kan jeg ikke tage mig af.

Så var vi på be­søg hos no­gen af vo­res be­kend­te, og jeg be­kla­ge­de min nød over for ham.

Det var den før­ste, jeg be­tro­e­de mig til desan­gå­en­de, og han si­ger lige så tørt: ”Hvis han vil have 25 tons bly i 4 mm tyk­kel­se, så skal han da også have det!”

Og så gik han ind og be­stil­te det.

Knud Weiking, Sol­vog­nen, Oden­se 1968

Men se­ne­st med det før­ste se­kund af før­ste ju­le­dag 1967 vil­le Ort­hon og en hær af fly­ven­de tal­ler­ke­ner hen­te mil­li­o­ner af men­ne­sker fra Jor­den, in­den klo­den var ble­vet lagt helt øde af atomkrigen

Der­for skul­le grup­pen byg­ge den atomsik­re bun­ker, så der var plads til 70 gravi­de kvin­der. Samt til­hø­ren­de jor­de­mødre og læ­ger til at hjæl­pe med und­fan­gel­sen af børnene.

Ort­hon gav også byg­ge­an­vis­nin­ger på bun­ke­ren. Der skul­le bru­ges 25 tons bly val­set ud i 4 mm tyk­kel­se, og 72 tons tøm­mer med en no­get sæ­re­gen dimension.

Men af ret over­ra­sken­de om­ve­je lyk­ke­des det grup­pen at til­ve­je­brin­ge både byg­ge­ma­te­ri­a­ler, byg­ge­grund og mand­skab til op­ga­ven. Og så gik byg­ge­ri­et el­lers i gang. Og få dage før jul står bun­ke­ren klar.

Du kan høre Knud Weiking fortælle ret veloplagt om hele forløbet med bygningen af bunkeren.

med Knud Weiking, Sol­vog­nen, Oden­se 1968

Frienergimotoren

Et par dage før jul står bun­ke­ren færdig.

Men d. 23. de­cem­ber kom der plud­se­lig en ny be­sked fra Ort­hon. Grup­pen skal låse bun­ke­ren af. De har med de­res byg­ge­ri vist en vil­je til at ud­fø­re Ort­hons or­dre – så han vid­ste, at de var klar til at føl­ge ham. Det hele hav­de bare væ­ret en manifestation.

Så dom­me­dag var til­sy­ne­la­den­de afblæst.

Men ju­le­af­tens­dag om for­mid­da­gen – hvor Knud Weikings te­le­fon el­lers var i uor­den – rin­ger en mu­si­ker ved navn Aage Jen­sen plud­se­lig til ham.

Ort­hon-fol­ke­ne og Aage Jen­sen hav­de mød­tes før, uden at ke­mi­en mel­lem især Knud Weiking og Aage Jen­sen var spe­ci­el god.

Grun­den til mø­det var, at Aage Jen­sen hav­de skre­vet en re­bus kal­det ”Sum­ma Sum­marum” og teg­net nog­le teg­nin­ger, der min­der me­get om nog­le af Da Vin­cis kend­te konstruktioner.

Re­bus­sen og teg­nin­ger­ne var iføl­ge Aage Jen­sen kon­struk­tions­no­ter­ne til in­tet min­dre end en “fri­e­ner­gi­mo­tor” – alt­så en mo­tor, som ska­ber ener­gi, når den kører!!!

Jen­sen hav­de end­da sendt en kopi af teg­nin­ger og re­bus til in­gen rin­ge­re end Ni­els Bohr. Han kun­ne dog ikke helt føl­ge Aage Jen­sens tan­ke­gang og kald­te det iføl­ge pres­sen for no­get sludder.

Men her ju­le­af­tens mor­gen men­te Aage Jen­sen så, at fri­e­ner­gi­mo­to­ren var det, grup­pen stod og mang­le­de, og der­for mød­tes de i lø­bet af ju­le­af­tens­dag. Her går det op for Weiking, at fri­e­ner­gi­mo­to­ren var den “atom­ker­ne­ud­veks­lings­pro­ces”, som Ort­hon hav­de om­talt. Det hand­le­de slet ikke om en atomkrig.

Fri­e­ner­gi­mo­to­ren var sim­pelt­hen driv­kraf­ten i de fly­ven­de tal­ler­ke­ner. Så lige så snart det var gået op for Weiking, bad Ort­hon sine di­scip­le om at byg­ge både mo­tor og en fly­ven­de tal­ler­ken. Så kun­ne de selv fly­ve ud og møde ham og hans rumalliance.

Her fortæller Knud Weiking selv om Aage Jensen, frienergimotoren og hvorfor det var den, som var Orthons “kerneudviklingsproces”.

med Knud Weiking, Sol­vog­nen, Oden­se 1968

Der­for ind­kal­der Knud Weiking se­ne­re sam­me dag pres­sen til et møde, hvor han og Aage Jen­sen stolt vi­ser teg­nin­ger og re­bus frem og for­tæl­ler om grup­pes nye mission.

Men da avi­ser­ne den­gang ikke ud­kom igen før 2. ju­le­dag, trop­pe­de om­kring tu­sin­de skuf­fe­de men­ne­sker op ved bun­ke­ren uden for Borup. Men selv­om de ven­te­de tå­l­mo­digt til et pænt styk­ke over mid­nat, så de hver­ken skyg­gen af Ort­hon, de fly­ven­de tal­ler­ke­ner el­ler dom­me­dag. El­ler no­gen fra Ort­hon-be­væ­gel­sen for den sags skyld.

Den ude­blev­ne dom­me­dag gav na­tur­lig­vis grup­pen en hård med­fart i pres­sen. Og hvis Weiking hav­de hå­bet på at kun­ne for­mil­de pres­sen ved at træk­ke in­tet min­dre end en “fri­e­ner­gi­mo­tor” op af hat­ten, tog han al­vor­ligt fejl.

2. ju­le­dag skrev avi­ser­ne far­ve­ri­ge og kulør­te for­tæl­lin­ger om grup­pens nye, van­vit­ti­ge pro­jekt og kald­te dem alt an­det end in­tel­li­gen­te, nytæn­ken­de og sto­re videnskabsfolk.

Ort­hon-be­væ­gel­sen fyld­te godt i pres­sen hen over ef­ter­å­ret 1967. Men da først de vil­le byg­ge en fri­e­ner­gi­mo­tor, tab­te pres­sen tå­l­mo­dig­he­den med gruppen.

Bevægelsen, der ikke ville dø

Nu tror du sik­kert, det var slut med Ort­hon-be­væ­gel­sen. Men i åre­ne ef­ter duk­ke­de der tit nog­le pip op i pres­sen om en ny dom­me­dag og nye fan­ta­sti­ske pro­jek­ter. For grup­pen fort­sat­te de­res vir­ke fra bl.a. et gam­melt sten­bry­der­hus i Gå­se­kro­gen lidt uden for Faxe. Her ryk­ke­de fle­re af dem ned og bo­e­de i en periode.

Men det stop­per ikke der. Slet ikke.

I de kom­men­de år­ti­er fort­sæt­ter Knud Weiking med at få bud­ska­ber fra Ort­hon. De bli­ver skre­vet ned – nu med hans kone som se­kre­tær – og fle­re af dem ud­gi­ves i små pam­flet­ter med tit­ler som ”Sejr over død”.

Og så ta­ger sa­gen el­lers en ny drejning.

For stort set sam­ti­dig med at Knud Weiking dør i 2007, duk­ker der plud­se­lig en tjek­ke op i Borup. Han le­der ef­ter Ort­hon-fol­ke­ne. Da han se­ne­re får kon­takt til Knud Weikings bar­ne­barn, og bar­ne­bar­net for­tæl­ler, han net­op har væ­ret til sin bedste­fars be­gra­vel­se, prok­la­me­rer tjek­ken, at han ta­ger over.

Se­ne­re rej­ser han så til­ba­ge til Tjek­ki­et – og der­ef­ter har der væ­ret stil­le om Ort­hon-be­væ­gel­sen her­hjem­me. Og det er ikke lyk­kes mig at fin­de no­get mere om manden.

Ort­hon-grup­pen får dog en del pres­seom­ta­le i Po­li­ti­ken i 2012, hvor jour­na­li­sten Mi­k­kel Vuo­re­la skri­ver en ar­ti­kel­se­rie i an­led­ning af 45-året for be­gi­ven­he­den. Ar­ti­kel­se­ri­en bli­ver se­ne­re til 4 po­dca­stepi­so­der på po­dcast-ka­na­len Po­li­ti­ken Do­ku­men­tar. Og det er også Mi­k­kel Vuo­re­la, som har væ­ret så ven­lig at give mig en kopi af en mas­se af de gam­le op­ta­gel­ser med Orthon-gruppen.

Annoncen som for alvor tiltrak følgere fra hele landet - her i et udklip fra Ekstra Bladet fra dengang.

An­non­cen som for al­vor til­trak føl­ge­re fra hele lan­det
- her i et ud­klip fra Ek­stra Bla­det fra dengang.

Hvordan kunne det blive så stort?

Men hvor­for fik Ort­hon-be­væ­gel­sen egent­lig så me­get vind i sejlene?

År­sa­gen skal fin­des i den sik­ker­heds­po­li­ti­ske si­tu­a­tion og den me­gen om­ta­le, som ufo­er fik i me­di­er­ne i dis­se år.

For Ort­hon-be­væ­gel­sen op­stod midt i den kol­de krig. Bare små fem år før hav­de hele ver­den sid­det helt ude på kan­ten af sto­len un­der Cuba-kri­sen i 1962.

Den­ne epi­so­de gjor­de atom­trus­len så stor, at sta­ten hav­de hus­stands­om­delt en pje­ce, der hed ”Hvis kri­gen kom­mer”. Den in­de­holdt helt kon­kre­te an­vis­nin­ger på, hvor­dan du kun­ne byg­ge dit eget be­skyt­tel­ses­rum der­hjem­me, hvad du skul­le købe ind af mad­va­rer, og hvor­dan du for­holdt dig, hvis der kom en atombombeeksplosion.

I pje­cen ”Hvis kri­gen kom­mer” kun­ne du læse, hvor­dan du for­be­red­te dig og din hus­stand på en atom­krig. Pje­cen blev ud­sendt af Stats­mi­ni­ste­ri­et og hus­stands­om­delt kort ef­ter Cuba-kri­sen. På en af de før­ste si­der stod et ty­de­ligt ”Pje­cen bør op­be­va­res”. Så kun­ne in­gen være i tvivl om, at det var vigtigt.

Sam­ti­dig fyld­te det ame­ri­kansk-sov­je­ti­ske rum­kapløb ut­ro­ligt me­get i pres­sen. Li­ge­som ufo­er­ne – el­ler de fly­ven­de tal­ler­ke­ner, som de blev kaldt den­gang. Der gik næ­sten ikke en uge, uden at der blev om­talt en ny ob­ser­va­tion fra en el­ler an­den del af Dan­mark. El­ler fra vo­res nor­di­ske nabolande.

Så når der plud­se­lig duk­ke­de en be­væ­gel­se op, som for­tal­te, at de hav­de kon­takt til en rum­g­ud, som vil­le frel­se os fra en altø­de­læg­gen­de atom­krig, blev pres­sen helt au­to­ma­tisk in­ter­es­se­ret. For de vid­ste, at det vil­le in­ter­es­se­re de­res læsere.

Pressen kom af sig selv

Pro­fes­sor Bøje Lar­sen fra CBS i Kø­ben­havn fulg­te grup­pen tæt som en del af for­ar­bej­det til det spe­ci­a­le, han skrev, mens han stu­de­re­de på den da­væ­ren­de Han­dels­højsko­le i København.

I hans spe­ci­a­le fra den­gang for­tæl­ler han, at grup­pen ikke på no­get tids­punkt op­søg­te pres­sen selv. Den kom helt af sig selv til­truk­ket af de man­ge føl­ge­re, som mød­tes i Hve­de og fle­re an­dre ste­der uge ef­ter uge.

Det var først den ju­le­af­tens dag Knud Weiking og Aage Jen­sen skul­le give pres­sen nyhe­den om, at grup­pen nu skul­le byg­ge en fly­ven­de tal­ler­ken, at grup­pen selv kon­tak­te­de pressen.

Da jeg tid­li­ge­re på året tal­te med Bøje Lar­sen, for­tal­te han også, at grup­pen på in­gen måde plan­lag­de el­ler udtænk­te, hvad Ort­hon skul­le sige. De tog Ort­hons be­ske­der gen­nem Knud Weiking for på­ly­den­de og hand­le­de derefter.

Så ti­den var med grup­pen – og der­for kun­ne det lyk­ke­des at gen­nem­fø­re et så van­vit­tigt pro­jekt, som at byg­ge en atomsik­ret bun­ker på en mark uden for Borup.

Som stu­de­ren­de kom Bøje Lar­sen helt tæt på alle de cen­tra­le med­lem­mer i Ort­hon-be­væ­gel­sen. Op­le­vel­sen skrev han et spe­ci­a­le om på sin ud­dan­nel­se på Handelshøjsskolen.

Og det samme kunne nemt ske i dag

For i dag er vi på man­ge må­der endt i en ver­dens­po­li­tisk si­tu­a­tion, som min­der om den­gang. Og et me­di­e­bil­le­de og nye vi­den­ska­be­li­ge land­vin­din­ger, som øger in­ter­es­sen for in­tel­li­gent liv i rum­met – og ufo­er ikke at forglemme.

Vi har en krig i Ukrai­ne, som har fået magt­kam­pen mel­lem øst og vest til at blus­se op igen – og har gjort atom­trus­len stort set lige så nær­væ­ren­de som dengang.

Sam­ti­dig har vi det ame­ri­kan­ske se­nats, Pen­ta­gons og NA­SAs enor­me in­ter­es­se i ufo­er – el­ler UAPs som de kal­des i dag – og den me­get pres­seom­ta­le, det har medført.

Og her­hjem­me har vi fået en dansk po­dcast om ufo­er, som har fået fle­re og fle­re til at tage både den ame­ri­kan­ske si­tu­a­tion og sel­ve ufo-em­net væ­sent­ligt mere se­ri­øst i for­hold til tidligere

Der er også kom­met gang i et nyt rum­kapløb. Den­ne gang om at kom­me først til­ba­ge til må­nen med be­man­de­de mis­sio­ner. Sov­je­tu­ni­o­nen er bare ble­vet skif­tet ud med Kina.

En­de­lig har vi fået så me­get kraf­ti­ge­re rum­te­lesko­per, der næ­sten dag­ligt op­da­ger nye exo­pla­ne­ter om­kring stjer­ner­ne i vo­res ga­lak­se. Man­ge end­da pla­ce­ret i den så­kald­te Guld­lok-zone, hvor be­tin­gel­ser­ne er størst for liv, der min­der om vores.

Så der er man­ge af de sam­me kort fra den­gang i spil – og kom­met nog­le nye trum­fer med i spil­let. Det ene­ste vi mang­ler, er så at sige rø­sten fra himlen.